ryfrathy@hotmail.com

Super 4

Super 4, er første bind i den prisvindende superhelte-serie, af Ry Kristensen.

Super 4 vandt Bogslugerprisen 2017.

Ungdomsbogen henvender sig til børn fra 11 år og op.

Super 4 handler om tyggegummi, uventede venskaber, terrorister og superkræfter. Vi møder Max på 13, som uheldigvis vinder 1. præmien i en tyggegummiboblekonkurrence, som afholdes på faderens arbejdsplads Tygtyg. Præmien er et ophold på sommerskolen Anabelle, og modvilligt tager Max afsted. Her møder han den storfisende Buller, teknikgeniet Mini og altid-i-stødet Eva. Skolen, som vrimler med rige børn, er en helt ny verden for Max. Og terroristerne, der overtager skolen, samt nye venskaber og overraskende superkræfter, var heller ikke noget, Max havde troet, han skulle opleve i sin sommerferie.

Fra lektørudtalelsen:
“Det er en virkelig god start på en superhelteserie. Denne anmelder håber endda på at det bliver en serie … og at den bliver lang!”

Emner til bogen: for 11 år, for 12 år, for 13 år, for 14 år, sjove bøger, spænding, superhelte, venskab, action. YA – young adult.

ISBN

978-87-93420-21-2

Sidetal

Målgruppe

11 år og op.

Udgivelsesdato

Første kapitel:

Kapitel 1:

Tyggegummiboblekonkurrencen
”Hey, prøv lige at se den grimme cykel der!” sagde pigen til sin veninde,
mens de gik forbi en gammel og rusten drengecykel, der stod
op ad et stort træ. ”Ja, hold da kæft, den er grim,” udbrød veninden
tilbage. ”Den er da lige til lossepladsen.” De fniste begge.
På den anden side af træet stod Max. Han havde hørt, hvad de
sagde. Kinderne blev røde, og Max kiggede ned i gruset. Bare de
ikke fandt ud af, at cyklen var hans. Da pigerne var kommet et
stykke væk, løftede Max blikket igen og kom frem fra træet. Han
kiggede på sin cykel, og kiggede så længselsfuldt over mod præmiebordet
længere nede på plænen. Der stod den spritnye cykel og
glimtede til ham som en perfekt slebet diamant. Hvor ville han dog
gerne vinde den. De andre deltagere i tyggegummiboblekonkurrencen
var begyndt at stille sig klar på scenen, der var lavet af en
masse paller. Max begyndte at småløbe over til dem, for han skulle
også deltage.
Han havde aldrig i sine 13 år ejet en splinterny cykel. Det havde
der aldrig været råd til, for pengene voksede ikke på træerne hjem6
me hos Max. ”Det er da også tåbeligt at bruge 1.000 kroner på en
ny cykel, når man kan få en brugt for 100,” kom det altid fra hans
far, når Max spurgte. Men de forstod bare ikke, hvor meget det ville
betyde for Max at eje en helt ny cykel. Én, som ingen andre havde
cyklet på. En cykel, som ville få de andre drenge til at kigge på ham
med respekt i stedet for at pege fingre og grine, som de gjorde nu.
Max stillede sig for enden af rækken af drenge og piger og kiggede
på dem. De var hans konkurrenter. Det var dem, han skulle
besejre, hvis han skulle vinde cyklen. Eller det vil sige, han skulle
besejre dem alle på nær én, for cyklen var nemlig kun andenpræmien.
Førstepræmien var et ophold på en eller anden dyr sommerskole
for de riges forkælede børn. Den præmie havde han absolut
ikke lyst til at vinde. Men hvordan bar man sig lige ad med ”kun”
at blive nummer to?
To mænd i hvide kitler kom op mod dem med hver deres store
kurv. Max så ned blandt alle fædrene og mødrene, der var ved at
finde på plads blandt stolerækkerne, og fik øje på sine egne forældre.
Max fik øjenkontakt med far, som sendte ham to tommelfingre
og et stort smil. Max’ far havde arbejdet på tyggegummifabrikken
Tygtyg i næsten 15 år, og det var også ham, der havde meldt Max til
fabrikkens tyggegummiboblekonkurrence. For var der noget, Max
var god til, så var det at blæse tyggegummibobler. Far havde altid
et par pakker tyggegummi med hjem fra arbejdet, så Max havde
allerede lært at tygge tyggegummi, da han var 1 år gammel. Mor
spøgte altid med, at Max kunne blæse tyggegummibobler, før han
kunne gå eller snakke. Men tyggegummi var også det eneste, der
altid var nok af hjemme hos dem, for mor var på førtidspension, og
fars løn var ikke stor. Så Max måtte ofte nøjes med tyggegummi
som erstatning for slik, kager, sodavand, nyt legetøj og alt det andet,
som de andre børn fik i overflod. Max havde tygget tyggegummi
hver evig eneste dag, så langt tilbage som han overhovedet

kunne huske. Han kunne genkende samtlige af Tygtygs mærker
og varianter alene ud fra lugten eller smagen. Han vidste præcis,
hvilken mængde han skulle bruge, og hvor meget den skulle tygges
for at skabe de bedste bobler. Max kunne lave kæmpe bobler, bobler
med ti bobler indeni hinanden, klynger af helt små bobler, og
når han blandede bestemte mærker, kunne han sågar lave aflange
bobler og bobler med flere farver. Så jo, Max var helt suveræn til at
tygge tyggegummi og lave bobler. Det var nok også det eneste, han
var rigtig god til. Det sagde hans far aldrig, men Max vidste, at det
var det, han tænkte. Og tit tænkte Max det også selv.
De to mænd i hvide kitler stoppede lidt før rækken af børn og vendte
sig ud mod tilskuerne. Den ene løftede hånden for at få ro. Da
han mente, der var stille nok, begyndte han: ”Ja, vi vil gerne byde
jer alle hjertelig velkommen til vores årlige firmaudflugt, hvor vi i
år også vil fejre Tygtygs 50-års jubilæum. Det er dejligt at se, at så
mange har meldt sig til for at fejre det med os, og heldigvis er vejret
på vores side indtil videre.” Han smilede et skævt smil, og kiggede
op mellem træerne mod solen, der var halvt dækket af en sky. Bag
de fremmødte kunne man se bagvæggen til en af de store produktionshaller.
”Der er sket meget, siden min far startede Tygtyg for
50 år siden. Dengang var der to ansatte og kun én slags tyggegummi.
I dag er vi næsten 500 ansatte, vi er Nordens største tyggegummiproducent,
og vores 48 tyggegummimærker bliver solgt
og tygget af børn og voksne i over 30 forskellige lande.” Han gjorde
en kunstpause for at vente på bifaldet. Der gik dog lidt tid, før
deltagerne fangede, at det var det, han ventede på, så det blev kun
til et halvhjertet bifald. Manden i kitlen udstødte et lille fornærmet
”hmf,” men fortsatte så: ”Inden vi går i gang med tyggegummiboblekonkurrencen
for ansattes børn, vil jeg lige ridse reglerne
op.” Han fandt et stykke papir frem fra lommen og foldede det ud.

”Hvert barn må frit vælge en pakke tyggegummi blandt alle vore
forskellige mærker, som vi har samlet i kurven her.” Han pegede på
sin makker, der stod med kurven. ”Når startskuddet lyder, må deltagerne
begynde at tygge og blæse bobler. I har fem minutter til at
blæse så store bobler som muligt. Når I mener, I har en stor boble,
rækker I hånden op, og så vil vi komme og måle den. Den, der efter
de fem minutter har fået målt den største boble, har vundet.” De to
mænd i kitlerne vendte sig om mod Max og de andre og begyndte
at dele tyggegummiet ud. Da de kom til Max, rakte de kurven frem
mod ham.
”Du må tage én pakke tyggegummi. Du må ikke pakke den
ud, før startskuddet lyder. Har du forstået?” Max nikkede, mens
hans øjne gennemsøgte kurven efter det mærke, han ledte efter.
Han havde besluttet sig for at bruge BombaBomba i konkurrencen.
Det var en af Tygtygs første mærker og én af Max’ favoritter. Det
var ikke det tyggegummi, han kunne lave de største bobler med,
men han havde valgt BombaBomba, fordi det gav ham rigtig god
kontrol over boblerne, så han kunne lave dem større eller mindre,
uden at de sprang. Og det var det vigtigste, for hvis Max skulle
vinde cyklen, blev han nødt til at holde øje med de andres bobler.
Han måtte jo ikke lave den største, men samtidigt måtte han heller
ikke lave den så lille, at han risikerede at ende som nummer tre eller
dårligere. Det eneste problem med BombaBomba var, at det tog et
stykke tid at gøre tyggegummiet klar til bobler. Det var en meget
saftigt tyggegummi, og det blev han nødt til at tygge ud, før han
fik den kontrol, som han ønskede. Men omvendt havde det også
den fordel, at han så kunne holde øje med de andre, indtil hans
eget var klart.
Manden, der havde holdt tale, havde fundet en signalpistol frem
og råbte: ”Er alle deltagerne klar?” Drengene og pigerne i rækken

stod med tyggegummiet klar, som om de skulle starte i finalen i
100-meterløb.
“Tre, to, en … klik.” Manden kiggede på pistolen og ladede den
igen. Hans kinder blussede op. ”Vi prøver lige igen. Tre, to, en …
BANG!” Skuddet var højere end Max havde regnet med. Én af fædrene,
der havde sat sig lidt for langt ud på klapstolen og blundede
lidt, vågnede med et chok og røg på røven ned i græsset. Klapstolen
klappede sammen og lagde sig ved siden af ham. Max kunne se,
at drengen, der stod ved siden af ham, tog sig til panden, lukkede
øjnene og rystede på hovedet. Det var åbenbart hans far.
Men konkurrencen var i gang, og den anden mand i kitlen havde
startet et stort ur. De fem minutter tikkede løs, og deltagerne tyggede
og blæste som gale. Max lænede sig fremover for at se, hvem
der havde styr på boblerne. Han spottede hurtigt et par stykker, der
var ok til at blæse bobler. En pige med lange, lyse fletninger, længst
nede og en rødhåret dreng cirka midt i blæste allerede nu fornuftige
bobler. Men slet ikke i nærheden af, hvad han selv kunne præstere.
De to mænd i kitler fór frem og tilbage i rækken for at måle boblernes
størrelser og skrive dem ned i deres papirer. En pige med store
runde briller, der stod fire pladser til højre for Max, fik gang i en
rigtig stor boble. Max lænede sig frem for at holde øje med hende.
Max havde ikke selv pustet en eneste boble, for tyggegummiet var
ikke klart endnu. Den boble, som pigen med de store runde briller
havde gang i, var den største, der endnu var blevet lavet. Den var
næsten på størrelse med hendes hoved nu. Hun vinkede med armen
for at få en af mændene i kitler til at komme og måle den. Den ene
mand begyndte med det samme at småløbe hen til hende. Hvis hun
stopper nu, så vinder hun, tænkte Max. Men i det samme kunne
han se, at pigen tog en ekstra dyb indånding og begyndte at puste
boblen endnu større. Nej nej, du springer den, nåede Max lige at
tænke, før boblen sprang med et plop. Tyggegummiet lagde sig som

en maske over hele hovedet på hende. “Adrrr!” råbte hun, da hun
begyndte at fjerne tyggegummiet fra sin mund, næse, briller, ører
og hår. Men det klistrede bare endnu mere fast, og nu var hendes
hænder også klistret ind i tyggegummi. Hun opgav efter flere forsøg
og løb ned fra pallerne, som de stod på, og hen til sin mor, der
på bedste vis prøvede at holde hende væk fra sig.
Drengen ved siden af Max havde svært ved at puste bobler, for
han kunne ikke lade være med at grine af pigen, der havde fået
tyggegummi i hele hovedet. Max kiggede på uret. Der var gået
tre minutter. Han lukkede øjnene og følte på tyggegummiet med
tungen. Lidt endnu, så er det klart, tænkte Max og begyndte at
tygge løs igen.
Pigen med de lange, lyse fletninger, som stod længst nede, vinkede
febrilsk med begge hænder. Hun havde lavet en imponerende boble.
Max holdt øje med manden i kitlen, der forsigtigt målte boblen.
Den sprang kort efter, men Max så, at manden i kitlen skrev noget
ned på sine papirer. Den måtte være blevet godkendt. Det bliver
den, der vinder, tænkte Max, nu skal jeg bare lave én, der er lidt
mindre. Han mærkede efter med tungen igen. Jo, nu var tyggegummiet
klart. Han kiggede over på uret. Der var kun et minut
tilbage, så der var ingen tid at spilde. Max foldede tyggegummiet
nogle gange i munden, lagde det til rette mellem tænderne og hulede
det så ud med tungen. Så var det klart. Han pustede forsigtigt,
og en boble kom til syne med det samme. Så trak han vejret ind
gennem næsen og pustede igen. Boblen voksede stille og roligt. Ud
af øjenkrogen kunne Max se, at drengen ved siden af endelig havde
fået styr på sit grineflip og havde gang i en ret stor boble. Max
drejede hovedet forsigtigt for at kunne følge med, mens han pustede
sin egen boble op. Drengen havde åbenbart også set, at tiden
var knap, for han pustede hårdt og hurtigt. Max og drengen tog

en indåndning på samme tid, men mens Max begyndte at puste
ganske forsigtigt, blæste drengen al luften ud med voldsom kraft.
Resultatet var uundgåeligt. Boblen sprang og lagde sig som en klistret
vandmand over det meste af ansigtet på drengen. ”Aaaaaaaa
…,” udbrød han og tog sig til øjnene. ”Jeg kan ikke se, jeg kan
ikke seuuuaaahhh … ” Han havde taget et par skridt frem og så
ikke kanten af scenen, så han tog den lige på næsen ned i græsset.
Max kunne ikke holde luften eller grinet tilbage, så han kom til at
puste resten af luften ud i boblen på én gang med det resultat, at
den sprang. Max skyndte sig at samle tyggegummiet i munden og
gøre klar til ét forsøg mere. Nede blandt publikum fik Max øje på
faderen til drengen. Faderen tog sig til panden, lukkede øjnene og
rystede på hovedet.
Max kiggede på uret, der var kun 25 sekunder tilbage. Der var kun
tid til ét forsøg mere, og han havde travlt. Tyggegummiet blev lagt til
rette igen, og Max begyndte at puste. Han lænede sig frem igen for at
tjekke, om der var andre, der kunne nå at lave en boble, der var større
end den, pigen med de lange, lyse fletninger havde lavet. Max så, at
den rødhårede dreng som stod cirka midt i havde lavet en boble, der
allerede nu var på størrelse med den, pigen med fletningerne havde
lavet. Hvis han får målt og godkendt den, må jeg lave én, der ligger
lige imellem de to. Max pustede hårdere, end han havde lyst til, men
tiden var ved at løbe ud. Den rødhårede dreng havde nu den største
boble, og han signalerede til mændene i kitler. Det samme gjorde
Max, selvom han ikke var færdig med sin boble. Men begge mænd i
kitler var nede i den anden ende, så han kunne bruge tiden på at give
boblen den helt rigtige størrelse, så den ikke var så stor, at han vandt,
men heller ikke så lille at han kun blev nummer tre. Max’ øjne skiftede
konstant mellem at kontrollere sin egen boble og den rødhårede
drengs boble, tiden på uret og mændene i kitler. Den ene mand stod
nu ved drengen, og den anden småløb op mod Max.

Godt så, tænkte Max. Drengen får den største boble, nu skal jeg
bare sørge for at min er lidt mindre end hans. Max tog blikket væk
fra drengen og koncentrerede sig 100 procent om sin egen boble.
Manden i kitlen var nu kommet op til Max, han tog sit måleinstrument
frem. Lige lidt mere, tænkte Max og pustede en smule luft
ind i den store boble. Sådan. Boblen var klar. Mens manden målte,
skævede Max ned mod drengen cirka i midten, og så at hans boble
var sprunget. Åh nej, tænkte Max og fik en frygtelig fornemmelse.
Nåede han at få den godkendt?
”Den er godkendt!” lød det fra manden i kitlen foran Max. Sekundet
efter lød der en kimen fra uret på bordet. Tiden var gået.
De to mænd i kitler stod tæt sammen og sammenlignede deres resultater.
Den ene rystede på hovedet et par gange og nikkede så. De
tre bedste bobler var åbenbart blevet fundet.
”Ja, mine damer og herrer, så har vi resultatet,” sagde manden i
kitlen, der havde startet konkurrencen. ”Der var rigtig mange flotte
bobler, men desværre er der kun præmier til de tre største. Vi starter
med tredjepladsen, som er denne flotte sportstaske, der er fyldt med
Tygtyg tyggegummi.” Den anden mand i kittel viste tasken frem.
Det skal være pigen længst nede, det skal være pigen længst nede,
blev Max ved med at tænke som for at tvinge manden til at sige det.
”Tredjepladsen går til,” manden holdt en lille kunstpause, ”Line
Jørgensen. Line, vil du komme herop?” Max kiggede nervøst ned
mod pigen længst nede, men hun rørte sig ikke. En lille pige med
røde kinder trådte derimod frem. Publikum klappede, da hun
modtog præmien. Så skyndte hun sig ned til sin Mor.
”Andenpræmien er denne flotte cykel, der har en værdi af 3.500
kroner. Andenpladsen går til” – kunstpause igen. Max’ hjerte stod
stille, mens han ventede på navnet.
”Rikke Andersen,” sagde manden og vinkede hende op. Pigen

længst nede smilede over hele hovedet, mens hun gik op og modtog
cyklen. Max’ cykel. Bifaldet var lidt større denne gang.
Pis, tænkte Max og sparkede til en lille sten, der lå foran ham.
Den fløj faretruende tæt fordi hovedet på en mand, der sad på forreste
række.
”Så kommer vi til dagens største boble og dermed førstepladsen.
Til vinderen har vi denne fantastiske præmie. Det er et gavekort
til et to-ugers ophold med alt betalt på den eksklusive sommerskole
Anabelle i Klampenborg på Sjælland.” Det gav anledning
til en del snak blandt mødrene og fædrene. Flere strakte hals for
bedre at kunne se. Max var totalt ligeglad. Ovre ved træet bag tilskuerne
kunne han lige ane sin gamle rådne cykel. Max lukkede
øjnene og kiggede væk. Nu skulle han lige til at have sommerferie,
hvorfor i alverden skulle han så bruge fjorten dage af den i en
anden skole?
”Vinderen er,” denne gang blev kunstpausen lidt længere. Max
overvejede, om han bare skulle gå derop med det samme og få det
overstået, men han ventede. ”Max Kristensen. Giv han en hånd.”
Manden begyndte selv at klappe og vinkede så Max op. Publikum
klappede også. Max’ forældre rejste sig som de første. Mor havde
tårer i øjnene og far hoppede og råbte, som om han havde scoret
vindermålet i en VM-finale. Så gav han mor et kæmpe smækkys, så
hun blev helt rød i ansigtet. Max tog imod gavekortet og formåede
at sende et smil til mor og far, som klappede som gale.
Øv, øv, øv, var det eneste, der gik gennem hovedet på ham. Max
kiggede en sidste gang over mod cyklen, som pigen stod med. Hun
fik øjenkontakt med ham, og Max kunne se, at hun var ganske
tilfreds med, at hun kun var blevet nummer to. Max begyndte at
traske ned mod mor og far, mens han forsøgte at se glad ud. Det
lykkedes ikke særlig godt.