Om bogen
Super 4 III – Robothæren
“Det er endnu et rigtigt godt bind i serien, fuld af spænding, humor og endnu større udfordringer for hovedpersonerne. Det er en god historie til dem, der kan lide superhelte-historier.” Lektørudtalelse DBC.
Max lider af mareridt fra de voldsomme oplevelser i zombiebyen, og en nat, hvor han ikke kan sove, får han en mærkelig besked fra Mini. Der står bare tre ord: ”de kommer flygt”.
Kort tid efter vågner Max op i en fængselscelle. Han ved ikke, hvor han er, hvem der har bortført ham eller hvorfor.
Vlad Zoya er en sadistiske professor og en del af CHAOS. Det er ham, der har bortført Max, Eva, Mini og Buller. Hans plan er at udføre livsfarlige test på dem, så han kan lære mere om deres superkræfter og perfektionere sin egen robothær. Og han er fløjtende ligeglad med, om de fire venner overlever eller ej.
Max, Eva, Mini og Buller presses ud over deres grænser mod de drabelige robotter, og bare én forkert beslutning vil være fatal for dem alle.
Super 4 III – Robothæren er bind 3 i den prisvindende serie.
| ISBN | 978-87-7218-840-9 |
|---|---|
| Målgruppe | 11 år og op. |
| Sidetal | 180 |
| Udgivelsesdato | 16/03 2020 |
Første kapitel:
Kapitel 1
Grønne øjne i natten
”Jeg fortalte ikke Mulder alt det, jeg så i zombiehjernen! Fortsættelse følger ?”
Max lå i sengen og læste Minis sms igen, hans hænder rystede en smule. Der var gået tre dage, siden de var kommet hjem fra zombiebyen i Ukraine. Mareridtene havde hjemsøgt ham hver nat. Det hjalp at læse beskederne fra Mini, Buller og Eva.
Mini havde stadig ikke fortalt, hvad han mente med beskeden. ”Jeg skal lige tjekke op på noget først,” havde hans svar været hver gang de havde forsøgt at hive informationer ud af ham. Buller var kommet til det punkt, hvor han troede, at Mini løj. At han ikke vidste en skid og bare ville have noget opmærksomhed. Max troede dog stadig at Mini havde set noget.
Vækkeuret viste 3.30. Det var næste det samme tidspunkt, han vågnede hver nat. Et gab pressede sig på. Max strakte sig og tørrede lidt sved af panden. Så smilede han ved tanken om hvor grotesk, det hele egentligt var. For tre dage siden kæmpede de side om side med elitesoldater mod zombier, der nær havde dræbt dem adskillige gange. Og nu var de alle tilbage i skole igen, som om intet var hændt. Og måtte de fortælle til nogen hvad der var sket? Næ nej, bare spær det inde bagerst i kuk-kassen, sammen med alle de andre monstre, indtil din hjerne får en nedsmeltning eller springer i luften. Heldigvis var det fredag i morgen … Max kiggede på vækkeuret igen … nå ja, det var jo egentligt allerede fredag. Med de havde alle fire aftalt at mødes hos Mini til aften og være sammen hele weekenden.
Max gjorde sig klar til at sove igen. Men lige idet han lagde mobilen på natbordet, lyste den op og vibrerede. Det gav et sæt i Max. Han tog den op. Det var en sms fra Mini. Det løb pludselig koldt ned ad ryggen på Max. Han havde en rigtig dårlig fornemmelse. Sms’en blev åbnet og Max læste de tre ord med gru: ”de kommer flygt”
Max satte sig op i sengen og læste den igen. ”Er det en joke?” tænkte han, men vidste inderst inde at det var det ikke. Sætningen var uden punktum eller store bogstaver. Sådan skrev Mini aldrig. Det var skrevet i hast. For at advare ham om noget. Men hvem var de? Max’ puls var allerede trecifret. Han rev dynen af og skyndte sig hen til vinduet. De gamle gule gardiner blev forsigtigt åbnet på midten. Det var kulsort udenfor. Max kunne svagt ane omridset af det gamle æbletræ, der ikke gav æbler længere. Hækken kunne også svagt ses i højre side. Ellers var der intet af se. Max gav slip på gardinerne, men i samme sekund så han det. Et lys. Hjertet røg op i halsen på ham. Gardinet blev åbnet igen. Der var et grønt lys bagerst i haven. Så kom der et mere lys, og så endnu et, og et mere. De fire grønne lys bevægede sig op mod huset som alt for store ildfluer der drages mod lyset i en lampe.
”Hvad gør jeg?” tænkte Max og kiggede rundt. Så tænkte han på sin mor og far og blev meget bange. De kom efter ham, det var Max sikker på, men hvad ville de gøre ved hans mor og far? Ville de slå dem ihjel? I det samme lød der et stort brag inde i huset. De havde omringet huset og var allerede brudt ind. Alle mulige tanker fór gennem Max’ hjerne. Skulle han kæmpe mod dem? Skulle han forsøge at gemme sig? Flygte? Nej, der var kun en ting han kunne gøre, for han måtte beskytte sine forældre. Max flåede skuffen i natbordet ud. Så fandt han et stykke tyggegummi. Han holdt det op foran sig. Han skulle lige til at putte tage papiret af, da der lød en høj mandestemme: ”Vi har dine forældre Max. Overgiv dig, eller de dør!” Stemmen var dyb og havde en udenlands accent. Max’ hjerte sprang et slag over. De havde hans forældre. Han kiggede over mod vinduet, måske han kunne slippe væk? Men så ville de dræbe hans forældre. Så kiggede han på tyggegummiet. Måske kunne han kæmpe? Måske, men hvad i al verden kunne han lave af tyggegummiet som både ville overmande de bevæbnede mænd, og samtidig sørge for at hans forældre ikke kom til skade, og nå ja, også beskytte ham selv. Der var ikke andre muligheder end at adlyde og overgive sig. Max skulle lige til at smide tyggegummiet og gå mod døren, da en tanke strejfede ham. Måske var der alligevel en ting han kunne gøre. Han så på tyggegummiet igen. Lige nu så det meget stort ud. Så sank han en klump spyt. Han kom i tvivl, om det var en god beslutning.
”Kom ud nu, eller dine forældre dør!” blev der råbt ude fra gangen. Stemmen var kommet tættere på.
”Okay,” tænkte Max. ”Så er det nu.” Han tog en dyb indånding, lukkede øjnene, trak underbukserne ned og pressede så tyggegummiet op der, hvor solen aldrig skinner.
”Jeg overgiver mig!” råbte Max så hørt han kunne. ”Jeg er her!” Max åbnede døren og trådte ud i gangen med hænderne over hovedet. Tre røde laserstråler blev lynhurtigt rettet mod hans bryst. Max fulgte dem tilbage til de våben som de grønne mænd havde rettet mod ham. De var dækket i sort fra top til tå. Deres ansigter var dækket af en maske. Deres øjne lyste grønne og var fokuseret på Max.
Den forreste af mændene affyrede sit gevær. En skarp smerte skød gennem Max og han blev med det samme svimmel og omtåget. Det sidste han så, inden han gik ud som et lys, var hans far og mor som lå på gulvet bag mændene.