ryfrathy@hotmail.com

Drageland: Første kapitel

Ry Kristensen - Officiel hjemmeside. Bøger: Super 4. Nissernes hemmelige verden.

Forhistorie

I tidernes begyndelse var der kun dragerne. Ea, dragegudinden og livets skaber, besluttede så at skabe fem racer. Elverne, der skulle vogte over lyset. Mørkelverne, der skulle vogte over mørket. Dværgene, der skulle passe bjergene. Menneskene, der skulle dyrke jorden og passe træerne. Den sidste race var gnomerne. De fik til opgave at passe alt under jorden. For at hylde og ære Ea besluttede de fem racer, som dengang levede i fred med hinanden at skabe en gave til gudinden som tegn på deres taknemmelighed. De dygtigste smede, håndværkere og troldmænd fra hver race arbejdede i tre år på deres mesterværker. Da det tredje år var omme, mødtes de under Evis krone, det første træ i Drageland, for at beundre hinandens værker og for at beslutte, hvilken gave der skulle overrækkes Ea. I syv dage og syv nætter diskuterede man, hvilken gave der var den bedste. Men de kunne ikke blive enige. Elvernes konge, Háel Efalane, der var den viseste af dem alle, var velsignet med evnen til at se ind i fremtiden. Han så, at hvis uenigheden fortsatte, ville de fem racers fred ophøre. Venskab ville blive erstattet med had. Respekt med mistro. Tryghed med frygt. Fred med krig.

Han foreslog da, uden at nævne sit syn, at gaverne alle var så enestående, at de burde gives til Ea som en fælles gave. Det gik alle med til. Et følge på fem fra hver race blev valgt til samlet at bestige Kas’dugon, det højeste bjerg i Drageland, hvor dragegudinden hvilede. Da de havde besteget bjerget og stod foran Ea, lagde de hver deres gave for foden af hende. Gnomerne lagde først deres gave, for de var den yngste race. Frem fra et skrin tog de deres gave, et gyldent armbånd fyldt med magiske indgraveringer, som bæreren kunne frembringe blot ved at udtale ordene. Det blev forsigtigt lagt på jorden, og gnomen trådte tilbage. Dernæst trådte menneskenes konge frem. I hans hænder lå en hjelm. En hjelm, der gav bæreren evnen til at se gennem fugles øjne. Dværgene har siden tidernes morgen været delt i fire slægter, og derfor var de fire konger og skaberen af deres gave fælles om at overrække et skjold. Et skjold så mægtigt, at bæreren var beskyttet mod enhver form for klinge, ild eller magi. Så trådte mørkelvernes dronning, Iska’bel, høj og betagende med isblå øjne, frem. I en bevægelse, hurtigere end øjet kunne følge, løftede hun sin kappe til side og trak mørkelvernes gave frem. En høj, syngende lyd gennemborede luften, da gaven lå svævende på Iska’bels fremstrakte hænder. Et sværd, der var så skarpt, at det kunne kløve sten midt over, og som aldrig blev sløvt. Et blåt skær indhyllede sværdet, hvilket gav det evnen til at skyde en kugle af ild. Dronningen lagde gaven og trak sig tilbage. Til sidst var det elvernes tur, for de var den første race, Ea skabte, og den mest perfekte. Dan El Fahrein, som var skaberen af elvernes gave, trådte frem, bukkede dybt for Ea, så hans lange hvide hår næsten rørte jorden. Så sank han ned på det ene knæ og rakte sin ene knyttede hånd frem. Da han åbnede den, lå der en ring. En ring af sølv, der var så smuk at beskue, at enhver, der så direkte ind i dens grønne ædelsten, blev fyldt af kærlighed. En ring, der gav bæreren mulighed for at se glimt af fremtiden.

Da ringen var lagt, stod de fem racer side ved side og ventede Eas svar. Det begyndte at tordne, da Eas stemme lød: ”Mægtige gaver har I bragt mig! Jeg vil belønne jeres trofasthed med en tilsvarende gave!” Eas enorme hoved sænkede sig helt ned til dem. Hendes ildfyldte øjne lyste og betragtede dem en efter en. Kun Iska’bel slog ikke sit blik ned. Så flyttede Ea hovedet hen til gaverne. Hun åbnede munden en smule og åndede på dem. En strøm af flammer og gnister lagde sig over gaverne, som hævede sig magisk fra jorden. Magien trængte ind i dem og oplyste dem indefra med et gyldent skær. Så lagde de sig igen på jorden. Ea talte igen. ”Jeg har givet jer en mægtig gave. Ifør jer disse fem genstande, og de vil give jer evnen til at forstå og tale med mine børn, dragerne! Værn om den, og brug den med omtanke!” Så strakte Ea sin mægtige hals op i luften og udstødte en gigantisk flamme. Tordenen buldrede igen, den udsprang direkte fra dragegudinden og fik hele bjerget til at ryste. De fem racer steg ned af bjerget igen med deres nye gave. På et møde med samtlige overhoveder fra de fem racer blev det derefter besluttet, at dragesættet skulle skiftes til at være hos hver race i et år ad gangen. Startende hos elverne, da de jo var det ældste folk. Samtidig blev der besluttet, at en ny tidsalder skulle begynde for at ære Ea og hendes gave. Således blev det år, de modtog gaven i, år et i dragetidsalderen. Dragetidsalderen var en tid med enorm fremgang for alle racer, efterhånden som de lærte at forstå og snakke med dragerne. Dragerne voksede hurtigt i antal, nu da de ikke behøvede at leve i skjul, og synet af drager blev hurtigt hverdag og ikke længere forbundet med frygt.

Flere hundrede år gik med fred og fremgang. Hvert år, på den samme dag, som de havde modtaget gaven, mødtes de fem racer hos den race, der havde dragesættet, for at fejre det og gennemføre overdragelsesritualet. Men alting, der har en begyndelse, har også en ende. Mørkelverne havde lige siden beslutningen om, at alle fem gaver skulle afleveres sammen, været skinsyge på de andre fire racer. Iska’bel, mørkelvernes dronning, havde ligefrem været rasende over, at de andre ikke ville erkende, at deres gave havde været den bedste. Hun mente, det var en hån mod hendes race, at de skulle dele ”hendes” gave med de andre ynkelige racer. I takt med at hendes vrede voksede, begyndte hun at lægge planer for, hvordan hun kunne besidde dragesættet som den eneste. I dragetidsalderens år 401 overtalte Iska’bel så gnomerne til at deltage i komplottet mod de andre tre racer. Men komplottet mislykkedes, da gnomerne ikke turde gennemføre deres del af aftalen. Der var drabelige kampe i et stykke tid, men mørkelverne indså hurtigt, at de ikke var stærke nok alene til at overvinde de andre racer. Resultatet blev, at Iska’bel flygtede med de resterende mørkelvere og deres gave, sværdet. For at undgå at mørkelverne nogensinde skulle komme i besiddelse af dragesættet, blev der efterfølgende indgået en pagt blandt de fire andre racer. Det blev besluttet at dele dragesættet op, så hver race fik deres gave igen. Deres opgave var nu at beskytte det for enhver pris og aldrig bruge det i kamp, hvor det kunne falde i de forkerte hænder. Dragesættet var brudt. Dragetidsalderen var forbi. For aldrig at glemme det brudte forbund og mørkelvernes selviske natur blev den tredje tidsalder, Ravnens tidsalder, skabt. Som årene gik i Ravnens tidsalder, blev kontakten mellem de fire

racer mindre og mindre. Nye racer, som de småtbegavede orker og trolde, kom frem fra bjergene og skovene. Freden blev afløst af flere og flere kampe mod de nye racer, mod hinanden og endda internt i egne racer. Det venskabelige samarbejde mellem racerne ophørte næsten med at eksistere. Elverne begræd de andre racers forfald og trak sig ind i skovene og holdt sig for sig selv. Dværgene blev gerrige, udhulede bjergene for rigdomme og handlede kun med dem, der havde råd til det. Og selv om de var formidable krigere, holdt de sig nu langt væk fra krige. Dog voksede fjendskabet internt mellem de fire dværgeslægter. Gnomerne trak sig også dybt ned i deres huler og underjordiske byer, hvor de solgte deres evner til at skabe dødbringende våben til den højestbydende uanset deres hensigter. Menneskene var dog de værste, for de begyndte at stræbe efter magt. Jo mere, jo bedre. De begyndte at bekrige hinanden. Ingen kunne vide sig sikker i denne tid af Ravnens tidsalder. Først efter den store menneskekrig i Ravnens år 869, hvor Lobe, hævneren, vandt, blev der skabt fred. Lobe indsatte da sig selv som konge og gav sit nyvundne rige navnet Lobes. Siden da har freden mellem menneskene balanceret på en meget tynd tråd, hvor magtkampe, intriger, løgne og drab har været en fast del af dagligdagen. Men kongerækken har bestået siden og kan spores i lige linje tilbage til Lobe. Dragesættes betydning blev med tiden glemt af de fleste. Flere af stykkerne i dragesættet forsvandt i løbet af århundrederne, der gik. Nogle blev stjålet, andre blot glemt. Nu om dage er legenden reduceret til historier og eventyr fortalt omkring bålet. Eller en kort beretning i en gammel støvet bog. Kun elverne og mørkelvernes dronning Iska’bel besidder stadig den fulde viden om dragesættet.

 

Kapitel 1

ILD OG BLOD

Ravnens år 1645

Hjertet hamrede som en gal, mens de forsigtigt kravlede gennem det høje græs. Orkernes lejr var nu ikke mere end 30 meter væk, men de skulle endnu tættere på. Deres heste havde de tøjret en lille kilometer bag dem. De havde sørget for at komme op mod vinden, så deres lugt ikke ville løbe dem i forvejen og afsløre dem. De fire mænd, som nu slangede sig med en halv meter mellem sig, var en af kongens mange spejdergrupper. De havde været på et rutineridt nordpå, da de havde spottet en lille gruppe orker, som havde forvildet sig væk fra deres vante levesteder. Og da deres opgave var at opsnuse alt mistænkeligt, var de fulgt efter gruppen, og nu tre dage senere var gruppen vokset til over 200. Spejdergruppen lå nu kun ti meter fra orkerne. Så tæt at de kunne høre dem. De havde udset dem en ordentlig kleppert af en ork at kravle efter, for hos orkerne var det ofte den største og stærkeste, der var højest i hierarkiet. Rundt om ham ved et lille bål sad der otte andre orker og … og et menneske?! De fire kiggede forbløffede

på hinanden som for at få bekræftet, at det ikke bare var dem, der så syner. Et menneske blandt orker? Det var uhørt, med mindre han var bevidstløs og bagbundet eller hang på et grillspyd over et bål. Men ham her lod til at være der af egen fri vilje, og det så ud til, at det var ham, der bestemte! De kunne høre, hvad orken sagde med sit gebrokne menneskesprog. ”Vi er trætte af det hundeæde … Nej, ikke hundeæde, for et par hunde vil være et festmåltid ved siden af dette!” Den store ork bed hovedet af noget, der lignede en halvrådden rotte, og spyttede det ind i bålet, hvor det begyndte at syde. To små plop lød, da øjnene bristede. ”Jeg ved det,” sagde mennesket. ”Men vi har ikke tid til at gå på jagt. Endnu! Inden længe kan I mæske jer i det fineste kød.” Det sidste sagde han med så kold en stemme, at det fik hårene til at rejse sig på de fire i græsset. Orken sagde noget på orkisk, der lød som en masse eder, mens han brækkede ryggen på rotten og efterfølgende suttede marv og indvolde ud på den. Mennesket kiggede på ham. ”Jeg har sagt, jeg ikke vil høre på jeres ækle sprog! Når jeg er i nærheden, har du bare af at tale mit sprog, er det forstået? Eller skal jeg bruge andre måder at overbevise dig på?” Mennesket løftede sin højre hånd op til brystkassen og hviskede nogle ord. En klar rød flamme omsluttede med det samme hans hånd, og genskæret i menneskets ansigt afslørede et forfærdeligt ansigt. Gemt inde bag hætten kunne man se et tyndt ansigt, rynket, arret og drænet for blod. Men det værste var det manglende venstre øje. I stedet for var der et dybt hul, og et svagt rødligt lys så ud til at skinne derindefra. Ikke bare et menneske, men en troldmand! Hvad har vi dog rodet os ud i! Tanken hviskede svagt til de fire i græsset. Ved synet af flammen trak de omkringsiddende orker sig skræmt et stykke tilbage. Den store ork blottede et øjeblik sine tænder. Der sad stadig blod og lidt indvolde på hugtænderne.

”Du behøver ikke true mig med dit hokus pokus, troldmand! Men jeg har ikke taget mine krigere med for at løbe som en gal næsten uden pauser og få lorteæde, når vi så endelig stopper. Jeg blev lovet mere end det!” ”Du skal nok få, hvad du er blevet lovet, og mere til. Men lige nu er det kun vores hastighed, der interesserer mig. Jo før vi kan bringe denne gruppe nordpå og mødes med Kharn, jo bedre.” Navnet hamrede gennem de fire som en chokbølge og gjorde dem alle blege og forfærdede. De havde hørt nok, nok til at vide at det var slemt, meget slemt. Men de vidste også, at det nu var livsnødvendigt, at de fik bragt deres viden videre til kongen. At de fik advaret ham. ”Hvis der ikke er mere, du vil brokke dig over for nu, så vil jeg trække mig tilbage til mit telt, vi bryder op om en time, så få det bedste ud af det, og sørg for at være klar om præcis en time.” Orken gryntede et eller andet uforståeligt og tog så en rotte mere. De fire ventede, til troldmanden var ude af syne, før de begyndte at snige sig tilbage. Det gik endnu langsommere denne gang. De måtte være helt sikre på, de ikke blev hørt. Ingen så ud til at bemærke noget, og da de var tyve meter væk, satte de tempoet en smule op. Enogtyve meter, toogtyve meter, treogtyve, fireogtyve, femog… åh nej, det, der ikke måtte ske, skete. Vinden vendte. De mærkede det samtidig, og rædslen stod skrevet i deres forfærdede ansigter. De lå stille et øjeblik, der føltes som en evighed, så kravlede de så hurtigt, de kunne. De turde ikke rejse sig og løbe, for så ville de helt sikkert blive opdaget. De måtte håbe, at orkerne var for udmattede til at lugte dem. Eller at de var kommet langt nok væk. Det var de ikke! Det var den store ork, der først fik færten af dem. Det tog ham ikke mange snif at pejle sig ind på deres retning. Han rejste sig

hurtigt op og brølede så på orkisk: ”Mennesker! Dræb dem!” Han holdt en arm strakt ud i retning mod menneskelugten. De fire reagerede instinktivt som en gruppe, der kender hinanden bedre end deres egne familier. På samme tid rejste de sig, og i en glidende bevægelse kastede de hver især den dolk, de havde haft spændt fast ved deres ankel. Resten af deres våben havde de efterladt ved deres heste for at larme mindst muligt. De fire dolke fløj lydløst de 30 meter gennem luften og fandt deres mål. Tre af de orker, der havde siddet omkring bålet, faldt rallende til jorden uden at ane, hvad der var sket. Den fjerde dolk borede sig dybt ind i den store orks skulder, lige over hjertet. Der opstod noget forvirring i lejren over dette pludselige angreb. Alle standsede op og så i retning af den store ork. Han vaklede et par skridt, men genfandt så balancen, tog fast om dolken i skulderen og trak den ud. En mørk stråle af blod sprøjtede ud af det åbne sår, mens han igen brølede: ”Dræb dem, flå dem levende, I fjolser! Efter dem!” Det fik gang i orkerne, de greb fat i det nærmeste våben og satte i løb, mens de skreg og råbte. De kunne lugte blod. Jalan, som var ham, der havde ramt den store ork, havde ikke set, om kastet havde dræbt, men kunne høre, at det havde det ikke. For så snart de havde kastet, havde de vendt sig og var begyndt at løbe for deres liv. Det pludselige angreb havde givet dem nogle ekstra sekunders forspring. Men ville det være nok?   Hvis bare vi kan nå ned til hestene, så har vi en chance, tænkte Jalan. Tilbage i lejren havde flere orker fundet buer og pile frem og begyndte at skyde, mens de løb efter dem. Hjertet sad allerede oppe i halsen på de fire, og der var langt ned til hestene endnu. Jalan så sig hurtigt over skulderen og så de første pile suse tæt forbi dem, ingen ramte. Godt de er så dumme, at de løber, mens de skyder …” nåede Jalan lige at tænke, før en pil gennemborede hans højre arm.

Smerten skød gennem hans krop, og han skreg. Men han fortsatte, løb, som han aldrig havde gjort før. Et spyd hvislede imellem dem og borede sig ned i jorden et par meter foran dem. Flere pile blev affyret, en ramte benet på en af de andre, Jalan følte smerten i hans skrig. Men han forsatte også, der var ikke tid til at tænke på smerte nu. Pludselig hørte de en summende lyd, som en flok bier. Jalan så sig igen tilbage og så en rød, pulserende ildkugle fare gennem luften og oplyse de omkringløbende orker. Den havde retning mod Esben, som var begyndt at sakke bagud på grund af pilen i benet. Jalan så det og prøvede at advare han: ”Pas på, Es…” Ildkuglen ramte sit mål, Esbens overkrop og hoved blev presset bagover som en flitsbue, mens flammerne omsluttede ham. Han udstødte et skingert skrig, som blev efterfulgt af en stikflamme, som skød ud af munden og øjnene på ham. Han brændte ihjel. Jalans øjne fyldtes med vand, så han havde svært ved at se, hvor han løb. Men han fortsatte. Der lød flere råb bagfra. Tilbage i lejren stod troldmanden. Det var ham, der havde sendt ildkuglen af sted. Han stod sammen med den store ork, der havde sendt sine krigere efter de fire. ”Jeg håber for dit helbreds skyld, at dine orker fanger dem. Ellers vil du komme til at bøde for det.” ”Kan du ikke bare smide noget mere ild i hovedet på dem. Du fik da den ene?” Orken var tydeligvis vred. ”De er uden for min rækkevidde nu, og hvis jeg kunne, ville dine åndssvage orker alligevel stå i vejen. Så nej, det kan jeg ikke, men jeg kan love dig, at der vil blive ”smidt” meget mere, hvis de ikke bliver fanget …” Troldmanden vendte sig og gik tilbage til sit telt. Den store ork gik hen til bålet, hvor han havde lagt spidsen af dolken ind i gløderne. Den var nu rødglødende. Han tog den ud og satte den ind på det stadig blødende sår. Hans brøl hørtes helt ned til de tre, der løb for deres liv. De var nu kun 300 meter fra deres heste, de kunne skimte dem i månelyset. Vi kan klare det, vi kan

klare det, vi kan klare det. Jalan gentog ordene igen og igen inde i hovedet. Han kiggede til venstre over mod Thomas og skulle lige til at råbe det, da et spyd borede sig igennem ryggen og ud gennem maven på ham med blodet sprøjtende til alle sider. Thomas fortsatte et par skridt, førte så begge hænder ned til spyddets træskæfte som for at se, om det virkelig var der. Det var det. Hans blik mødte Jalans, og hans mund åbnede sig, og sammen med blodet flød kun et enkelt ord over læberne: ”Løb!” Så faldt han om i græsset, død. Jalan løb, det samme gjorde Hamis på Jalans højre side. De løb mod deres heste, som nu var 50 meter fra dem. Flere pile kom farende gennem luften, et af dem strejfede Jalans kind og efterlod et langt sår ned ad kinden, blodet begyndte med det samme at pible frem. Hamis havde helt utroligt undgået at blive ramt af noget som helst, og han nåede da også hestene først. Orkerne var stadig 50 meter bagefter. De havde kun få sekunder at komme væk i. Hamis løsnede tøjrene med et hurtigt ryk, og de svingede sig samtidig op i sadlen. Flere pile hvirvlede forbi dem. En satte sig i benet på Hamis, og en i hans hest. Den vrinskede højt, men smed ham ikke af. ”Af sted!” råbte Hamis, og hestene var mere end villige til at lystre. Et spyd hvislede gennem luften og borede sig dybt ind i Hamis’ hest. Den stejlede, og selv om Hamis var en fortrinlig rytter, var skaden sket, hesten væltede, og Hamis væltede med. Jalan så det og hev i tøjlerne, mens han råbte: ”Her, kom til mig, rid med mig!” Hamis rejste sig med besvær, hans ben var brækket i faldet. Han vidste, det var slut. Så råbte han tilbage: ”Jeg er færdig, red dig selv, jeg sinker dem!” Han trak sværdet ud af skeden, som hang på den nu døde hest, holdt så fast om den, at hans knoer blev helt hvide, strakte den så op i luften, mens han råbte: ”For min familie!”

Jalan forstod. Han hamrede hælene i siden på hesten, som satte i fart med et ryk, lige akkurat tids nok til at undgå den bølge af pile, som de nu stående bueskytter sendte af sted mod hans hest. Jalan tog sit skjold, som hang på hestens højre side, og lagde det over i venstre hånd, så lagde han sig tæt ned til hesten og strakte armen med skjoldet ned, så den beskyttede hestens mave. Bueskytterne tog omhyggelig sigte denne gang, de vidste, de kun havde dette sidste skud, før Jalan ville være uden for rækkevidde. 15 pile blev sendt af sted næsten samtidig, og deres retning var god. Alt for god. Ti pile ramte ikke deres mål, men fem gjorde. Den første borede sig ind ved hestens manke, uhyggeligt tæt på halsen, to af pilene ramte Jalans skjold, den ene gik gennem skjoldet og borede sig ind i Jalans arm. Den næstsidste borede sig ind i hestens bagben, og den sidste fik ram på Jalans højre balle. Hesten skreg, Jalan skreg, smerten fyldte hele hans krop, enhver fiber i ham skreg. Han var tæt på at besvime, men han måtte ikke, kunne ikke. Smerten var ulidelig, ubærlig, men han bar den, de bar den begge, og de fortsatte. Af sted mod kongen, af sted mod Hakon.