Om bogen
Dragesten 2 – Sersi Wicca. Medrivende fantasyserie til børn og unge.
Målgruppe fra 4. klasse og op.
Serien findes som: fysisk bog, e-bog og lydbog (Den er også på NOTA).
Lix: 22.
Sidetal: 289.
Indhold
Fantasy.
General Nok leder med alle midler efter dragemenneskenes base, så han én gang for alle kan dræbe dem. Nok har udnævnt sig selv til konge, men han er stadig afhængig af de seks hekseklaners støtte. Den har han, for heksenes øverste leder, Pytia Hoog, er også fyldt med had rettet mod dragemenneskene.
Venskabet mellem Mark og Le sættes på en prøve, da modstandsbevægelsen fanger heksepigen Sersi Wicca. Hun prøver nemlig at overbevise Mark om, at ikke alle hekse hader dragemenneskene, og mange ønsker fred. Le er dog sikker på, at Sersi forsøger at forhekse Mark, som tager en beslutning der for voldsomme konsekvenser for alle.
Redaktør på bogen: Katja Berger.
Korrekturlæser: Vibeke Vestergaard.
Anmeldelser af Dragesten 1 – Dragehjerte
”Her er spænding fra første side til sidste side.” – Æseløre.dk
”Eventyrlig læsning, fyldt med magi, hekse og drager.” – Rejsen i litteraturen
”En fornøjelse at læse.” – Læsehest med fantasy
”En spændende fantasyroman for unge læsere.” – Bogblogger.dk
” Underholdende og jeg vil glæde mig til at læse mere.” – Forestillinger om paradis
” har fuldstændig mestret kunsten at skrive.” – RomeoReviews
” Overbevisende og flot fantasy til alle aldre.” – Bogrummet.dk
”Et medrivende og troværdig eventyr.” – Dinboganmelder.dk
Første kapitel
Kapitel 1: Kong Nok
Skriget flænsede gennem de kolde stengange og ud i natten, hvor en enlig krage lettede fra et friskt lig. Liget var en ældre mand med langt skæg, åben mund … og åben mave. I næbbet havde fuglen mandens ene øje. Det var en lækkerbisken for kragens unger, og manden havde alligevel ikke brug for det mere. Flere fugle var på vej. Rygtet havde spredt sig hurtigt. I nat var der masser af mad, for Kong Nok var i gang med at forhøre fanger.
”Hvor er modstandsbevægelsens hovedkvarter?” Nok jog den hvidglødende jernstang ned i fangens lår igen. Den forpinte mand skreg endnu engang. Nok lod ham skrige færdig. Sveden lå som en klam hinde på hans rynkede pande. Kongen slikkede sig om munden og blottede sine tænder. De smalle, indsunkne øjne studerede mandens ansigt. Hvert eneste træk og hver bevægelse blev nøje iagttaget uden at blinke. Som et farligt og yderst intelligent rovdyr, der jager sit bytte. Manden, en midaldrende herre i slidt tøj og bare fødder, hev efter vejret, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Nok førte jernstangens spids op til mandens ansigt. Blodet på spidsen sydede, mens det fordampede. ”Hvor gemmer Ivan Knogleknuser sig?” Den hvidglødende spids kom nærmere og nærmere mod mandens ene øje. Desperat prøvede han at føre hovedet bagud, men blev stoppet af en jernhånd. Bogstaveligt talt. Bjørnens jernhånd.
”Hold ham fast, kaptajn,” beordrede Nok.
Bjørnen, der havde mistet sin hånd i kampen mod Mark, havde fået lavet en ny i jern. Den var blevet forbundet til en muskel i overarmen og kunne åbne og lukke som en rigtig hånd. Det var et ægte jerngreb i dobbelt forstand. Bjørnens vansirede ansigt var fyldt med brandsår efter selvsamme kamp.
”Jeg ved ingenting,” stønnede manden. ”Jeg sværger. Jeg ved intet.” Han rystede over hele kroppen.
Nok lod spidsen af jernstangen køre hen over hårene på det ene bryn. Flere af hårene gik op i røg. Nok kunne se sig selv genspejlet i mandens blanke og modløse øjne. Han trak jernstangen væk og førte hovedet helt tæt på mandens.
”Jeg tror dig,” hviskede han. Manden åndede lettet op og skulle lige til at sige noget, da Nok jog jernstangen ind i maven på ham. Den fortsatte ud på den anden side. Med et fjernt blik stønnede fangen og sank sammen.
”Fjern ham, og før den næste ind,” kommanderede Nok, mens han trak jernstangen ud af den livløse krop.
”Javel,” svarede Bjørnen. Han tog fat i manden og slæbte ham ud til kragerne, der ventede utålmodigt på næste ret.
Nok gik over til pejsen for at sætte jernstangen ind i det blussende bål igen. Han blik stoppede ved det store maleri, der hang på væggen. Det gengav et stort slag mellem drager og hekse på en stor slette. Nok strammede grebet om jernstangen. Så førte han den op til den største af dragerne og lod spidsen brænde sig gennem dragen og lærredet. ”Om jeg så skal dræbe 100.000, så finder jeg jer,” skreg Nok og hamrede løs på maleriet. Gnister og brændende lærredsstykker fløj rundt om Nok, men han ænsede det ikke. ”Forbandede drageyngel.” Nok slog og slog, til der kun var stumper tilbage af maleriet. Han lagde sin hånd på kanten af pejsen og trak vejret i store mundfulde. Da han have fået pulsen ned og kontrollen tilbage, satte han jernstangen ind i det blussende bål igen. Han strakte sig, og der lød et par knæk fra ryggen. Han gik hen til kanden med vin og skænkede sig et stort krus, som han bundede i ét drag.
Kort efter kom Bjørnen ind med den næste fange. En ung mand. Stor og stærk. Hænderne var lænket på ryggen, og benene sad også i en kort lænke. Bag ham kom endnu en fange, en smuk kvinde med langt, brunt hår, til syne. Hendes hænder og ben var også i lænker. Hun blev ført af en stor soldat med firskårent ansigt, sort fuldskæg og en halten på venstre ben.
”Stil hende derover, Maddox,” sagde Nok og pegede mod pejsen. Maddox førte hende derover.
Bjørnen tvang manden ned i stolen.
”Nå, og hvem har vi så her?” spurgte Nok, mens han kiggede på manden.
Bjørnen tog ordet. ”Vi fangede disse to i Saltholm. De var i gang med at holde et hemmeligt møde.”
”Det var overhovedet ikke hemmeligt,” afbrød manden og kiggede vredt på Bjørnen. ”Jeg hedder Vitus og er fisker. Vi var bare en flok fiskere samlet, som udvekslede informationer om de bedste fiskesteder og fik et krus øl. Det har jeg forklaret tusinde gange.” Vitus’ blik faldt et splitsekund på kvinden, før det stoppede ved Nok. Ingen ville have bemærket det eller lagt noget i det, hvis de så det. Men Nok bemærkede det, og han havde en unik evne til at aflæse de små, ubevidste reaktioner, når nogen løj, og her var der bestemt en, der løj.
”Så du er ikke i ledtog med modstandsbevægelsen?”
Vitus stirrede Nok direkte i øjnene. ”Nej, det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg er bare en simpel fisker.”
”Du ved altså ikke noget om Ivan Knogleknuser eller Dragehjerteslægten?” Nok havde hentet jernstangen, som nu var endnu mere hvidglødende end tidligere. Han stoppede kort ved kvinden og lod sin hånd glide langsomt ned ad hendes hår, mens han holdt øje med Vitus.
Vitus åbnede munden, varsom med ordene. ”Ikke mere, end hvad alle ved. Rygter og historier. Men jeg lytter ikke til dem. Jeg er bare …”
”Bare en simpel fisker, ja, det har jeg hørt dig sige.” Nok gik helt hen til Vitus. ”Problemet er bare, at jeg ikke tror et sekund på dig.” Nok førte jernstangen op foran Vitus’ ansigt. ”Du ligner ikke en fisker. Du taler ikke som en fisker.” Nok førte ansigtet helt tæt på Vitus og sniffede. ”Du lugter ikke engang som en fisker.” Nok lagde spidsen af jernstangen på Vitus’ skulder. Det sydede, og der gik ild i skjorten. Vitus stønnede af smerte. Nok så til, mens ilden i skjortens tråde blev til gløder og så gik ud. Sveden sprang ud af Vitus’ ansigt og krop.
”Jeg ved altså ingenting. Du må tro mig.”
Nok gik et skridt tilbage. ”Måske.” Han gik et skridt mere baglæns, over mod kvinden. ”Måske denne kvinde ved mere så? Er det en, du kender, Vitus?”
Vitus holdt blikket nede. ”Nej. Jeg har set hende i byen. Men jeg kender hende ikke.”
Nok drejede rundt. ”Hvad hedder du så?”
”Lulu,” svarede kvinden kort. Hendes øjne var blodsprængte, og ansigtet var beskidt.
”Og du kender heller ikke denne mand?”
”Nej,” svarede hun kort.
”Må jeg se dine hænder?”
Lulu førte dem frem.
”Vend dem.” Nok vendte sin egen hånd med håndfladen opad.
Lulu vendte dem langsomt. Nok greb fat i venstre hånd og trak den op. Han studerede den et stykke tid. Så førte han hånden op til sit ansigt og slikkede på den.
Han holdt Lulus hænder hen mod Vitus. ”Disse hænder har aldrig arbejdet med reb eller fisk. De er alt for bløde og smukke. Men det kan vi heldigvis gøre noget ved.” Nok pressede den hvidglødende jernspids ned i Lulus ene håndflade. Hun skreg et hjerteskærende skrig og trak hånden til sig.
”Stop!” råbte Vitus.
”Nej, det tror jeg ikke jeg vil,” råbte Nok tilbage. Så så han på Maddox. ”Hold hendes hænder frem.” Madox adlød og tvang hendes hænder frem foran Nok. Jernspidsen blev presset ned på den anden hånd, og Lulu satte i et nyt skrig.
”Vær rar at stoppe,” bønfaldt Vitus. Hænderne var foldede og løftet mod Nok. ”Hun er uskyldig, hun …”
”Hvorfor skulle jeg? I kender jo ikke hinanden.” Nok viftede jernstangen foran Lulus øjne. ”Eller gør I? Måske, hvis jeg tager det ene øje?”
”Nej, du må ikke …” Mark så på Lulu med et længselsfuldt blik. ”Ja … vi …”
”Vitus, nej.” Lulu prøvede at lyde stærk.
”Vi … vi kender hinanden.” Vitus så på Nok med tårer i øjnene. ”Jeg beder dig. Gør hende ikke mere fortræd.”
Nok førte jernstangen op til kinden på kvinden og lod den brænde lidt af huden. Lulu skreg og sank stønnende sammen.
”Hvorfor skulle jeg stoppe. Nu har vi sdet lige så sjovt. Venstre eller højre øje, Vitus? Du bestemmer?”
”Stop!” skreg Vitus og forsøgte at rejse sig fra stolen, men blev presset ned igen af Bjørnen. Vitus trak vejret tungt. Det smertede i hele kroppen. ”Vær sød. Jeg …” Han så over på Lulu igen, mens tårerne trillede ned ad kinderne. ”Jeg fortæller det, jeg ved, hvis du lover at skåne hende.”
”Nå, så du ved alligevel noget. Det var godt.” Nok kom hen til Vitus og sænkede hovedet ned til ham.
”Fortæl.”
”Lov mig først, at … at du ikke gør hende noget.”
”Det lover jeg. Du har mit ord som din konge.”
”Sværg …” Vitus samlede de sidste kræfter og så Nok direkte i øjnene. ”Sværg ved alt, der er helligt, at du ikke gør min kone noget.”
”Jeg sværger ved alt, der er helligt.” Nok drejede hovedet. I baggrunden forsøgte Lulu at sige noget. Men smerterne var for store.
Vitus gav Nok de oplysninger, han havde, vel vidende at han nu ville dø. Men i det mindste havde han reddet sin kone.
”Tak!” sagde Nok henrykt og gav Vitus et kys på panden. Han lukkede øjnene, løftede hovedet og blottede tænderne.
”Nu har jeg jer … endelig!” Så så han på Bjørnen, og blikket i øjnene blev mørkt igen.
”Send bud efter hekseklanerne.”
Bjørnen nikkede kort og drejede rundt.
”Hvad med de to her?” spurgte Maddox.
Nok så ned på Vitus og gav ham et ligegyldigt smil.
”Dræb dem begge.”